Mig og Godot - Erindringsforskydninger

Dette er Sløks mageløse selvbiografi - eller "erindringsforskydninger" - som blev udgivet fra Centrum i 1986. Bogen er interessant for alle, der har interesse for religion, filosofi, teologi, idehistorie, Sløk eller humor.

På bagsiden finder man bl.a. følgende afsnit, der er særdeles rammende:

"Johs. Sløk er med sin evne for skarpe formuleringer ofte blevet opfattet som den personificerede arrogance. I disse kritiske og sarkastiske erindringsforskydninger beretter han om, hvordan et langt liv mellem mennesker, meninger og styrelseslove sætter sine spor."

Jeg vil nødig ødelægge noget for nogen, men jeg vover alligevel her at bringe slutningen af den skønne bog, så man kan få et indtryk af skrivestilen og indholdet.

"Kan man da påstå, at jeg omsider har fundet Gud? Ja, det kommer an på, hvad man mener. Jeg har - med venlig bistand fra folk som Shakespeare, Pascal, Kierkegaard, Karen Blixen o.a. - fundet Gud som det store vovestykke, rouletten, hvor det kun er muligt eventuelt at styrge gevinsten, hvis man gør selve sit liv til indsatsen. Det absolut usikre, fastholdt i den lidenskab, der ikke ytrer sig i dramatiske udbrud, men i at man dagligt og undertiden på trods holder fast ved det. Aftalens træ.

Jeg er jo selv ikke andet end en historie. Det blev det forløsende udgangspunkt. Jeg bliver fortalt, bogstaveligt, fra dag til dag gennem mit livs tider og begivenheder. Jeg bliver fortalt, af Gud naturligvis. Eller hvad er Gud andet end den, der fortæller mit livs historie? Således hører Gud og jeg sammen, som en fortæller og hans fortælling, og derfor kan jeg ikke antræffe Gud nogetsteds i min verden, thi Gud er begribeligvis ikke figur eller ingrediens i den fortælling, han selv fortæller; til gengæld kan jeg intetsteds i min verden blive fri for Gud, thi alle steder er kun til, fordi Gud i sin fortælling har fortalt dem med.

Det er forfærdeligt på den måde at være Guds fortælling, for Gud fortæller ikke kun idylliske historier. Han er den ekstravagante, overdådige og nådesløse, med den vældige fantasi, og i hans fortællinger kan der ske hvad som helst, også det frygteligste. Ganske som hans efterligner, den guddommelige Shakespeare, kan være uden nåde i sine fortællinger - thi hvad sker der ikke med en kong Lear, en Othello, en Richard III?

Men neden under det forfærdelige, i en dybere dimension, ligger der en stor beroligelse. Hvad der end sker, er man i den store fortællers hånd; han fortæller ikke bare løst og fast på bedste beskub og i tilfældig orden; hans fortælling er båret af en idé, og derpå kommer det derfor alene an i livet, at holde fortællerens idé klar, at forelske sig i den, at drive den ud til sin yderste konsekvens. Hvis det lykkes, lykkes man som menneske, thi - som jeg bemærkede i begyndelsen - dette er, hvad man kan tage med sig over i evigheden, sit mellemværende med Gud, sit livs historie.

Det i sandhed frygtelige er nemlig ikke, hvad Gud fortæller, men hvad man selv eventuelt giver sig til at fortælle. Man kan blande sig i sin egen historie, man kan ville fortælle den anderledes, man kan give sig til at fortælle i munden på Gud, man kan stikke Gud en kæp i hjulet, opfinde en historie, man hellere vil have og på den måde ødelægge sin virkelige histories idé. Man kan mundhugges med Gud. Men Gud er, Gud ske lov, en mester i at sige nej.

Man skal på den anden side ikke blive overmodig. Det er ikke til at sige, hvorfor Gud har fortalt f.eks. mig. Det er ikke sikkert, den historie havde noget særligt at betyde. Måske var den bare et indfald. Måske var det en slags godnathistorie for englene eller lidt adspredelse for at få evighedens uendelige tider til at gå. Eller - for nu kan man roligt forestille sig hvad som helst - måske har guderne holdt en forsamling et eller andet sted, en himmelsk kongres, Indra og Ahriman og Allah og Zeus og Odin og den romerske Mars, og ved den lejlighed har de underholdt hinanden med historier, mens de drak nektar og spiste af Særimner. Den menneskelige komedies mange historier.

I så fald bærer vor Gud prisen, thi ene af alle fik han det guddommelige indfald at gøre sig selv til en historie, som han fortalte om sig selv, Jesu historie om Jesus. Af den historie kan vi uddrage megen visdom. Vi kan bl.a. her se en historie, hvor den, der bliver fortalt, uden forbehold samtykker i det, der bliver fortalt om ham - uden på noget tidspunkt at falde for den fristelse at ville fortælle sig selv anderledes. At blive fortalt i en historie ophæver åbenbart ikke den fortaltes frihed, at han nemlig frit vil det, han bliver fortalt som; han kan frit afvise at ville noget andet.

Derfor er Guds historie den udødelige historie, og deri ender i mine tanker hele sagen. Da jeg er en historie, fortalt af Gud, men bragt i forvirring af mig selv, står det mig i hvert øjeblik frit for at identificere den med Guds egentlige historie, den, han fortalte om sig selv. Det er den måde, på hvilken Gud og jeg i den dybeste forstand og uopløseligt forholder os til hinanden, som den guddommelige fortæller og den historie, han fortalte."